Spirefestival har i år det største kunstprogram nogensinde, og med årets kunstomvisning kommer du rundt til alle værker og møder kunstnerne bag!

I år kan Spirefestival bryste sig af at have intet mindre end 12 professionelle kunstnere på programmet, der er uddannet fra danske og udenlandskabe akademier. Samtlige kunstnere bidrager med værker, der på forskellig vis arbejder med Spirefestivalens omgivelser, visioner og værdier.

På årets kunstomvisning tager vi turen rundt på gården og langs kunstengen, hvor du får præsenteret de enkelte værker, møder årets kunstnere og får et indblik i, hvordan vi samarbejder med kunstnerne.

Kunstomvisningen bliver guidet af vores kunstbookere, der alle selv er professionelle billedkunstnere.

// FILMISK REGISTRERING

Mette Juul deltager på Spirefestival med værket The Death Call, en video, hvor vi kommer helt tæt på døden kort efter hjertet er stoppet med at slå.

The Death Call viser en bedemand, der gør en ældre kvinde klar til sin begravelse. Han giver hende tøj på, sminker hende pæn, mens hendes hår bliver sat som det skal, når hun ligger i kisten. The Death Call er et værk, som i sin diskrete form - filmisk registrering - giver indblik i, hvad der sker med kroppen, når døden er indtrådt. Døden kan være tabuiseret og noget som nogle mennsker ikke kan lide at kikke på. Denne video giver mulighed for at lige så stille at se på døden og blive ved den i et lille stykke tid. 

METTE JUUL
Mette Juuls kunstneriske praksis er hovedsagligt baseret på det personlige fotografiske/videoarkiv, samling af billeder og video, og hun arbejder ofte med den narrative fotografiske fortælling. Samlingen af materiale er en fortløbende praksis, men formen og udtrykket ændre sig fra værk til værk. 

// VIDEOKUNST

Mark Tholander vil vise et videoværk med titlen 'Windows'. I værket vil man kunne se en bygning, hvor kameraet panorerer over en række vinduer med forskellige karakterer indenfor. Værket er dermed en fiktiv (animeret) mur, som projekteres på en fysisk mur. I den forstand opererer værket med et virtuelt lag som er en spejling af den fysiske overflade, som der projekteres på. 

Gennem vinduerne vil man kunne se en række ubestemmelige hændelser inde i bygningen. Blikket fra rum til rum, altid set udefra, og altid på afstand fra selve bygningen, giver kun enkelte fragmenter af, hvad bygningens beboere foretager sig. Hændelserne virker forbundne, hvilket sammenstykkes efterhånden af blikkets rejse.

Værket arbejder med hvad der er indenfor og hvad der er udenfor, det synlige og det usynlige, og hvad der træder i forgrund og hvad der træder i baggrund. Som beskuer vil man have en fornemmelse af, at observere en række hændelser på afstand, gennem et smalt kighul, uden helt at kunne dechifrere det fuldt ud. Filmen peger dermed på, at de individer, som befinder sig i hver deres rum, har en intersubjektiv forbindelse, hvorved filmen bliver en fortolkning af hvad der forbinder mennesker på tværs af fællesskaber, samfund, eller andre kollektiviteter.

Dette viser, at vi aldrig helt kan forstå fællesskaber, samfund eller relationer, da disse udfolder sig udenfor på en måde, som altid er hinsides forståelsesrammen. Når vi siger at vi forstår 'samfundet', så har vi allerede lavet en generalisering, hvor de kollektiviteter, som rent faktisk udfolder sig i samfundet, undslipper. Værket vil være åbent for fortolkning, da det belyser, at kollektiviteter er noget som vi alle er forbundet i, men som vi aldrig fuldt ud kan have en forudfattet forståelse af.

Samtidig er begreberne "os", "vi", "familie" eller  "nation" allerede i sig selv smalle kighuller. Det er en kategorisering som indbefatter indsnævring af synet, ligesom et vindue. Eksempelvis når vi ser "folket" som noget der 'naturligt' fremkommer via sproglige og kulturelle fællesskaber, hvorved vi ender med at naturalisere nationen. Vi ender med at se os selv som borgere, og glemmer vores sted som individer der ikke kan reduceres som del af den sammenhæng vi indgår i. I et andet perspektiv er begrebet "familie" også et kighul, vi ser individerne igennem, hvor man skal passe ind i familiefotoet, eller ses som en del af familielinjen. Værket spørger ind til, om der er noget vi overser når vi hele tiden tænker gennem et "vi" eller et "os": om der er noget i den blinde vinkel, eller noget udenfor den linse vi ser igennem.

Mark Tholander har tidligere vist sit arbejde på Rencontres Internationales (FR), Seattle Transmedia & Independent Film Festival (US), Korea Foundation Gallery (KR), Kunsthal Aarhus (DK), FILE – Electronic Language International Festival (BR) og Beijing International Short Film Festival (CN).

// STEDSSPECIFIK INSTALLATION

Mette Hartung Kirkegaards praksis er båret af relationen til de steder, hvor hendes værker skal ses og opleves, og udstillingsstedet er ofte selve udgangspunktet for, hvordan værket kommer til at se ud.

Hun bruger fotografi, installation og udvidet maleri til at indgå i dialog med udvalgte steder og – som en kærlighedshandling – skabe værker til ære for dem.

Til Spirefestival 2023 vil Mette Hartung Kirkegaard lave en stor, stedsspecifik installation bestående af omkring 20.000 håndmalede træpinde. Pindene sættes ned i jorden en for en, og sammen med væksten på stedet vil de danne et slags konkret landskabsmaleri, der handler om nærvær og tilstedeværelse.

// SKULPTUREL INSTALLATION

Christian Bang Jensens bidrag til dette års spirefestival er to glaserede stentøjsskulpturer, som begge indeholder en funktion af at være beholder eller kar, som bliver holdt oppe af nogle ukendte væsener.

Hvad de er beholdere for, og hvilken mening de indeholder kan kun gisnes om, men den grove modellering og tunge jordfarver leder tankerne mod en svunden afgudsdyrkelse eller et oldtidsfund fra en ukendt folkekultur.

Christian Bang Jensen er uddannet kandidat fra både Det Fynske Kunstakademi og Malmø Kunstakademi. Som kunstner beskæftiger hans praksis sig med indsamling og diskurser om vidensproduktion i forskellige rum og institutioner. Der er en underliggende interesse for monstre, mytologi og populærkultur, men også tanker omkring "fremstilling" og de praktiske implikationer af at lære håndværk eller håndværksmæssige færdigheder for tænkning.

// TEMPERAMALERI

Luise Noora Sejersen har skabt sit eget udtryk med temperamaleri, en førmoderne teknik kendt fra ikonmaleri og tidlig renæssance. Samtidig minder arbejdet med maleriernes komposition om collage.

De sammensatte, figurative motiver repræsenterer indre, mentale rum og antyder en transformationsproces i forhold til mytiske verdensbilleder. I teknik og indhold søges forbindelser mellem fortidens, organiske verdensbilleder og nutidens søgen efter andre måder at være i verden end den antropocæne tidsalders kontrol af omgivelserne.

Maleriet på Spirefestival henviser til "Fire visioner om det hinsidige" af Hieronymus Bosch, som er malet omkring år 1500. En af visionerne forestiller et mellemstadie efter døden før opstigen til himlen, som foregår via en lystunnel. Tuneller af lys kendes også fra nutidige beskrivelser af nærdødsoplevelser. Værket er desuden inspireret af nyere forskning om bevidsthed, som noget der ikke er begrænset til mennesker. Placeret i omgivelser, som har fokus på bæredygtighed og biodiversitet, leger maleriet med ideen om, hvorvidt dyr og planter har indre erfaringer og måske forbindelse til de samme bevidsthedsrum som mennesker efter døden, idet de transformeres til et andet stof.

På Spirefestival vil værket VÆKST af kunstner Marianne Jørgensen stå og gro. Formerne er lavet af genbrugstøj fra børn og voksne, og tøjet, som er fyldt ud med jord og frø, vil forandre sig over tid.

Vi har et ufatteligt overskud af tøj i vesten, og værket VÆKST er et forslag til, hvordan vi kan lave oprejste haver af gamle strømpebukser og strømper. 

Kombinationen af jordkunst og politisk engagement går som en rød tråd gennem Marianne Jørgensens kunstneriske praksis. Hendes værktøjer spænder fra dynamit over rendegraver til hæklenål, med hvilke hun undersøger forholdet mellem skulptur, arkitektur, landskab, hjem og det moderne menneskets placering i verden.

// SKULPTUR

Mia-Nelle Drøschler trækker på spirituelle og mystiske traditioner i sit arbejde og udforsker temaer relateret til bevidsthed, det guddommelige og tilværelsens natur. Ofte afspejler det en personlig spirituel praksis og abstrakt udforskning af det åndelige område.

Abstrakt maleri, skulptur, tegning og tekst er medier til at udforske disse eksistentielle spørgsmål om virkelighedens natur, selvet og universet, som kan være dybt åndelig af natur. Drøschler tror på, at brugen af farve og form kan formidle spirituelle og mystiske oplevelser, der inviterer beskueren til at forbinde med en dybere følelse af mening og formål.

Værkerne som kan opleves på Spirefestival 2023 er tre skulpturer skabt ud fra en intuitiv tilgang til materialer og form. De er udført i genbrugsmaterialer og herefter bemalet med mønstrer og mytologiske narrativer.

Kunstner Myne Søe-Pedersen inviterer med værket Blendede Stemmer årets gæster til at overvære tilblivelsen af plakater skabt af blendede taler holdt på Christiansborgs talerstol fra 1864 - 2022.

Magtstrukturer og institutioners påvirkning af individet er en tilbagevendende interesse i kunstner Myne-Søe Pedersens praksis. Med Blendede Stemmer undersøger hun Christiansborg som institution gennem et tættere kig på Folketingets talerstol som en platform for repræsentation. Og dermed også som en mekanisme, der udelukker nogle stemmer og fremhæver andres.

I Blendede Stemmer laver Myne-Søe Pedersen håndlavede plakater ud af 45 udvalgte historiske taler afholdt fra Folketingets talerstol fra 1864 til 2022 samt portrætter af talerne. Talerne printes på hvidt A4 papir (80 gram) i helvetica fond, sættes i blød i vand i 24 timer og blendes til en papirpulp. Pulpen støbes efterfølgende til papir i valgplakat-størrelse i en håndlavet ramme. 

Med værket inviterer hun publikum til at følge den processuelle tilblivelse af værket. Gennem Spirefestivalens forløb, vil hun hver dag producere en ny håndlavet plakat kl. 14.00.

MYNE-SØE PEDERSEN
Myne Søe-Pedersen er uddannet fra Gerrit Rietveld Academie i Amsterdam og Cooper Union School of Art i New York i 2001. Hun har udstillet nationalt og internationalt i blandt andet USA, Sverige, Frankrig, Tyskland, og Holland. Hun arbejder blandt andet med, hvordan institutionelle strukturer former individer i forhold til identitet, køn og magt.

// STEDSSPECIFIK SKULPTUR

The Oats Have Heard the Scythe Sing er en stedsspecifik skulptur af billedkunstner Sabine Wedege. Værket centrer sig omkring lokalhistorie, almuekultur og folketro.

Sabine Wedeges tværfaglige praksis sammenfletter research og storytelling primært gennem skulptur, med udgangspunkt i diverse referencer, herunder esoterisme, folkeminder, ikonografi, feminisme og naturforhold. Wedege arbejder cyklisk med både materiale og koncept, hvor egenskaber og karakter af begge undersøges, for at indkapsle konceptet i materialerne. Kompositionen tillader at frigøre sig fra epistemologiske strukturer for at åbne værkerne. Dette omfatter en bevidsthed og respekt i imitationen, såvel som oprindelse, som trækker tråde på tværs af både kultur, tradition, status og alder.

Værket The Oats Have Heard the Scythe Sing på Spirefestival 2023, er en imitation af en brønd med påsatte mindre skulpturer bestående af bl.a. kurve og sten, samt indgraveringer. Titlen på værket er fra et ordsprog fra Holbæk egnen ”Naar havren har hørt leen synge, begynder den for alvor at gro”. Brønden som symbol på overlevelse og overtro, vandet som blandes med melet, eller vandet der helbreder eller opfylder ønsker - ridsede heksemærker for beskyttelse af hustanden, stål gravet ned i marken for god høst og ofringer af mønter, brød eller redskaber. Hverdagsritualer for sikkerhed og tryghed for fremtiden - her åbner værket op til hvilke bekymringer såvel som ønsker, vi har i dag.