WET PLATE-FOTOGRAFI

Siden 2017 har Anneli Kunosson dokumenteret festivalens sjæl gennem billeder af  pladsen, kunstnerne, de frivillige, arrangørerne og alle festivalens gæster.

Anneli Kunosson er fotografen som har fundet fremtiden i fortiden i form af wetplate fotografi, en af de første fototeknikerne fra midten af 1800-tallet. Processen involverer et stort håndværk med kemikalier og timing, og alt skal gøres med det samme, direkte og på stedet. Vejr, vind og temperatur påvirker hvert billede, og eksponeringstiden er lang hvilket betyder at der helt bogstaveligt fanges spor af et øjeblik - eller som Anneli siger “ jeg tager lidt af sjælen”.

Siden 2017 har Anneli dokumenteret Spirefestivals sjæl gennem billeder af pladsen, kunstnerne, de frivillige, arrangørerne og alle gæster. Har I været på festivalen de seneste år, har I uden tvivl mødt hende med det 'antikke polaroidkamera' på armen. I modsætning til dagens digitale teknikker, hvor man kan tage 27 billeder i sekundet, kan Anneli på en god dag tage 5-6 billeder på sine gamle trækameraer. Du kan opleve hende live på festivalen fredag og lørdag mellem kl. 11-15.

Se eksempler på de forskellige værker på hendes Instagram eller under festivalen.

SOCIAL INSTALLATION

Kunster Anja Franke inviterer hele festivalen med ind i sit værk WASTE TIME, når hun sammen med årets besøgende skaber festivalens nye, officielle spisestel!

WASTE TIME handler om følelsen af samhørighed og en anden måde at skabe økonomi. På Spirefestival vil godt 500 mennesker være med til at male på porcelæn med Waste Time-mønster. Alle, men hver for sig er med til at skabe et ultramarint spisestel, som fremover vil være spirefestivalenns permanente spisestel - en handel mellem pausens rum og skabelse af spisestel til Spirefestivalen.

SKULPTUR

Folketro og heksekunst er i fokus, når kunstner Simon Gorm Andersen giver forsmag på sin udstilling "O er månen, G er mælkeharen” på Spirefestival 2022!

Simon Gorm Andersens praksis tager sit udgangpunkt i et dogmatisk procesorienteret maleri og spreder sig ud i en blanding af maleri, skulptur, materialeundersøgelse, afdækning af processens muligheder, materialernes alkymi, musisk kvalitet og folketro. Værkernes logik bygger ikke på et klart koncept, men snarere på en række konkurrerende elementer, der som ingredienserne i en suppe svømmer rundt imellem hinanden, og som - når de virker optimalt - gør suppen til mere end summen af de enkelte ingredienser.

 Værket som du kan opleve på Spirefestival 2022 er en skulptur fra serien ”O er månen, G er mælkeharen” inspireret af den del af folketroen, der handler om mælkeharen, en heksekunst som en bonde kunne blive offer for. Mere præcist er en mælkehare et væsen skabt af en heks med det formål at stjæle nærtliggende bondegårdes mælk direkte fra koen. Heksekunsten består, i at heksen skaber en ”hare” af en bylt gammelt stof og klude samt smør, jord og aske fra offerets brændte vindueskarm. Derefter skulle heksen angiveligt ”puste” liv i haren og beordre den til at bevæge sig over på nabogården. I ly af natten patter haren koen for derefter at snige sig tilbage til heksen og kaste mælken op i heksens spand, så heksen kan kværne den stjålne mælk til smør.

INSTALLATION

På Spirefestival 2022 kan du opleve et unik performativ installation , når komponist Emil Vodder K. og billedkunstner Olga Benedicte præsenterer deres værk Repeat in the same form.

Repeat in the same form (Opus V, minor differences), 2022 er en performativ installation. Værket undersøger kontakten mellem beskuer, performer og materialet sæbe gennem lyd. Der afspejles handlinger af rituel, meditativ og instinktiv karakter.

Repeat in the same form er en seriel installatorisk performance, der forandrer sig for hver gang performancen opføres. Der er et undersøgende blik på forandringen i gentagelserne mellem materialet sæbe og sæbefontænernes cirkulerende bevægelser.

Kategoriseringen i titlen “Opus V, minor differences” er inspireret af musikterminologien. Minor er, foruden den velkendte betydning vedrørende størrelse, en betegnelse for moltonearter, og opus er et term, som bruges til kronologisk katalogisering af kunstneres værker. Ved at bruge musiske terminologiske udtryk i titlen understreges det, at værket i høj grad er et auditivt og musisk værk. Opus er endvidere en katalogiseringsform, som vi har taget til os for at understrege og systematisere værketsprocessuelle struktur og konstante udvikling.

Repeat in the same form (Opus I) blev første gang opført til åbningen på udstillingen SENSE ME på Trapholt Kunst- og Designmuseum. Anden gang som proces i Kh7 Smallspace i december 2019 som forløber til performancen på Kunsthal Aarhus til Første Torsdag januar 2020. Tredje gang i se! udstillings- og projektrum februar 2020, mens fjerde gang var under Aarhus Lydkunstfestival i august 2020.

OM KUNSTNERNE
Olga Benedicte (f. 1988) dimitterede fra Det Jyske Kunstakademi og The University of the Arts, Helsinki 2018.Hun bor og arbejder i København, hvor hun primært arbejder installatorisk med skulptur, lyd og performance. Hun opererer i det affektive spektrum, hvor sanselighed, nonverbal kommunikation, forskellige former for nærvær og sensorisk bevidsthed kommer til udtryk gennem hendes værker.

Emil Vodder K. (f. 1989) dimitterede i 2018 fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. i hans kompositoriske virke er værkerne sjældent kun begrænset til tonalt materiale alene. Han har generelt et stort fokus på forholdet mellem lyd og form, og hans kompositioner har derfor ofte en performative og total-installatoriske karakter.

STEDSSPECIFIK INSTALLATION

Grundlaget for Benedikte Sanders arbejde til Spirefestivalen er en stedsspecifik undersøgelse af plantematerialet på selve festivalpladsen, der hovedsagelig består af en stor usprøjtet mark bevokset med mælkebøtter, som til daglig er et godt sted for bier og insekter.

Op til festivalen bliver mælkebøtterne dog slået for at skabe et fremkommeligt underlag for festivalgængere. De ser derfor ikke, hvordan marken normalt fremstår med sit lysende, gulligt solagtige skær i de tidlige forårs-og sommermåneder. Men marken er til stadighed beboet af mælkebøtterødder, og blomstringen tager da også hurtigt til igen, så snart festivalen er forbi. Livet spirer frem, og den seje mælkebøtte kommer på den måde over tid til at vidne om livsduelighed og frihed.

Det er denne historie, Benedikte komprimerer gennem sine leraftryk af de midlertidigt forgængelige mælkebøtteblade, der i hendes installation som spydpile bringer det usete op i øjenhøjde og fejrer den fine gestus, det er at lade marken ligge brak, så den vilde natur kan gå sin egen vej. Den monumentale cirkel, Benedikte har valgt som sin struktur, er per se et universelt symbol, der er indbygget i mange religiøse ritualer, og som har mange konnotationer såsom totalitet, uendelighed og genfødsel. Vore forfædre forbandt da også det cirkulære med årenes gang og altings åndelige kraft , og mange steder i verden er der fundet såkaldte ”henge”- konstruktioner i både sten og træ fra neolitisk tid, hvis oprindelse og brug der hersker en del tvivl om. Men det er ikke desto mindre ofte blevet kutyme, at mennesker hvert år mødes sådanne steder for at dyrke solen ved solhverv eller ved solopgang efter en nat med rituel fest, musik og dans.

INSTALLATION / SKULPTUR

To mekaniske figurer er placeret på græsplænen overfor hinanden. De er omkring et halvt menneske i størrelse. På en endnu udefineret måde vil disse danse til rytmen af Spires åbning. 

Johna Hansen (f. 1982) er baseret i København. Hun er uddannet fra Higher Institute for Fine Arts (HISK) i Belgien og Kunstakademiets Arkitektskole i København. Hansen arbejder i skulptur og installation

STEDSSPECIFIK SKULPTUR

A LAND NEEDS YOUNG BLOOD er et skulpturelt stedsspecifikt værk af kunstner Kristine Hymøller. I værket indgår Europaller og skruer, som installeres på festivalens marker. På pallerne arbejder hun med tekst og skruerne indgår som redskab, markering og punkter, der forbinder og former.

Det er igen blevet attraktivt at bo på landet. Værket er et udsagn om et af nutidens tendenser, om unge der trodser urbaniseringen og flytter fra by til land. Det er inspireret af  Tuse Næs kommunale udviklingsplan, der ønsker at øge bosætningen og gøre Tuse Næs til et attraktivt område for yngre familier - ligesom det er et udbredt ønske fra kommuners side om at  understøtte stærke lokalsamfund og få mere liv i landdistrikter .

Hymøllers seneste værker tager fat i måden, vi behandler og tager stilling til rummets forfald, og hvordan fornyelse bliver koblet til menneskets behov for at forskønne og retouchere. Med udgangspunkt i de skønhedsidealer som præger vores nutid, belyser hun samfundets og individets transformation. Gennem undersøgelser af materialer, arkitektur, miljø, gender og performative processer skaber hun værker, som stiller spørgsmål ved den hyperkomplekse samfundsstruktur, og hvordan den påvirker vores væren.